Fra tabet af Skåne i 1658 til tabet af Norge i 1814: hvordan kongen fik al magten, hvorfor bønderne blev frigjort fra stavnsbåndet, og hvordan Danmark endte som en lille stat.
Enevælde betyder, at kongen har al magten og ikke deler den med nogen. Han laver lovene, bestemmer over krig og fred, og han udnævner de mennesker, der styrer landet. Enevælden varede i Danmark fra 1660 til 1849, altså næsten 190 år. Kongen opgav enevælden i 1848, og den blev formelt afskaffet med Grundloven 5. juni 1849.
Før 1660 delte kongen magten med adelen i rigsrådet, og han blev valgt. Med enevælden blev kongen i stedet arvekonge: magten gik i arv fra far til søn. I dette emne følger vi enevælden fra start til slut, fra krige med Sverige til tabet af Norge.
Seks pejlemærker. Afstandene er ikke målfaste.
Danmark og Sverige var rivaler om magten i Østersøen. I 1657 gik Sverige igen i krig mod Danmark. Kong Karl 10. Gustav førte sin hær fra Jylland til Fyn og videre over isen på Lillebælt og Storebælt i vinteren 1658. Hæren stod få dage fra København, og Danmark måtte give op.
I Roskildefreden (1658) afstod Danmark bl.a. Skåne, Halland og Blekinge til Sverige. Danmark mistede også Bornholm, Bohuslen og Trøndelag. Fra da af blev Øresund grænsen mod Sverige. Skåne var en af Danmarks rigeste landsdele, og tabet svækkede riget kraftigt.
Karl Gustav brød snart freden og belejrede København i 1658–60, men byen holdt stand. I 1660 blev der sluttet fred igen. Bornholm og Trøndelag kom tilbage til Danmark, men Skåne, Halland, Blekinge og Bohuslen forblev svenske.
Efter krigen havde staten store gældsproblemer, og kongen havde brug for flere penge. Adelen, som sad i rigsrådet og havde mest magt, var fri for mange skatter og ville ikke betale sin del. Borgerne og gejstligheden (kirkens folk) mente, at kun en stærk konge kunne redde landet. Lederne var blandt andre Københavns borgmester Hans Nansen og biskop Hans Svane.
Adelen mistede sin magt i rigsrådet. I stedet ansatte kongen embedsmænd, ofte dygtige borgerlige, til at styre riget.
Kongeloven blev skrevet i 1665, blandt andre af kongens sekretær Peter Schumacher (senere kaldet Griffenfeld). Den fastslog, at kongen var enevældig arvekonge: over alle andre love og kun ansvarlig over for Gud. Han skulle dog holde sig til den lutherske tro og ikke dele riget. Kongeloven blev holdt hemmelig i mange år og gjaldt til 1849.
Enevælden var lovlig: kongens magt kom fra Kongeloven, ikke fra et magtkup. Kongen styrede gennem embedsmænd i København. I 1683 udgav Christian 5. Danske Lov, én lovsamling for hele riget.
De fleste var stadig bønder, og mange boede som fæstebønder på godser ejet af adelsmænd. De betalte landgilde og udførte hoveri, altså ulønnet arbejde for godsejeren.
I 1733 indførte Christian 6. stavnsbåndet: bondesønner i de unge år måtte ikke forlade det gods, de var født på. Godsejerne ville sikre sig arbejdskraft, og hæren ville have soldater. Stavnsbåndet gav bønderne meget lidt frihed.
I slutningen af 1700-tallet spredte oplysningstidens tanker sig: man ville bruge fornuft til at forbedre samfundet. I 1784 tog kronprins Frederik (senere Frederik 6.) styret med reformvenlige ministre som Bernstorff, Reventlow og Colbjørnsen. Reformerne kaldes landboreformerne:
Landbrugets produktion steg, og bønderne blev mere selvstændige. Men reformerne tog flere årtier.
I 1807 frygtede England, at Napoleon ville få fat i den danske flåde. England bombarderede København og tog flåden. Danmark-Norge gik derefter i alliance med Napoleon. Den engelske flåde spærrede for handelen, og landet kæmpede en lang søkrig, kanonbådskrigen. Statens penge slap op, og i 1813 gik Danmark statsbankerot: pengene mistede næsten al værdi.
Napoleon tabte, og Danmark stod på den tabende side. I Kielerfreden (januar 1814) måtte kongen afstå Norge til Sverige. Danmark og Norge havde været forenet i mange hundrede år. Nordmændene vedtog dog selv en forfatning den 17. maj 1814. Island, Grønland og Færøerne blev ved Danmark. I 1848–49 sluttede enevælden, da Frederik 7. gav landet en grundlov (se næste emne).
Fem rigtige i træk, så er niveauet klaret.
0 af 5 i træk