Fra enevælde til demokrati: Frederik 7., Junigrundloven 1849, hvem der måtte stemme, magtens tredeling, krigen i 1864 og genforeningen i 1920.
En grundlov er landets vigtigste lov. Den bestemmer, hvordan landet styres, og hvilke rettigheder borgerne har. Alle andre love skal passe ind i grundloven. Danmarks Riges Grundlov blev underskrevet den 5. juni 1849 af kong Frederik 7. Derfor hedder den også Junigrundloven, og den 5. juni kaldes Grundlovsdag.
Før 1849 var Danmark et enevældigt kongedømme: kongen havde al magt. Med Grundloven begyndte Danmark at blive et demokrati: en styreform, hvor folket har indflydelse gennem valg. Kongen blev i stedet leder i et konstitutionelt monarki, hvor hans magt er begrænset af en grundlov.
Fem pejlemærker. Afstandene er ikke målfaste.
I 1848 var der revolutioner og krav om frihed og indflydelse mange steder i Europa. Også i Danmark ville mange have en forfatning. De nationalliberale, en politisk bevægelse bl.a. i København, krævede, at kongen gav afkald på enevælden.
Kongen opgav altså enevælden i 1848, og den blev formelt afskaffet med Grundloven 5. juni 1849. Det skete under pres fra bevægelser i både Danmark og Europa.
Magtens tredeling betyder, at magten er delt, så ingen får for meget. Idéen stammer fra den franske tænker Montesquieu i 1700-tallet. Grundloven delte magten i tre:
I dag er det i praksis Folketinget og regeringen, der træffer de politiske beslutninger. Kongen eller dronningen er statsoverhoved med en symbolsk rolle.
Grundloven gav valgret, altså retten til at stemme ved valg, men kun til nogle. I 1849 måtte kun mænd over 30 år stemme, hvis de havde egen husstand (altså ikke boede som tyende, tjenestefolk, hos andre), og de måtte ikke have modtaget fattighjælp. Det var omkring 15 % af befolkningen.
| Årstal | Valgret |
|---|---|
| 1849 | Selvstændige mænd over 30 år, ikke på fattighjælp |
| 1908 | Kvinder får valgret til kommunalvalg |
| 1915 | Ny grundlov: kvinder og tjenestefolk får valgret til Rigsdagen |
| I dag | Danske statsborgere fra 18 år |
Valgretten blev altså udvidet over mange år, efter at foreninger som Dansk Kvindesamfund og andre havde kæmpet for den. Grundloven er ændret flere gange, bl.a. i 1866, 1915 og 1953. I 1953 blev Landstinget afskaffet, og Folketinget blev eneste kammer.
Selv efter 1849 kunne kongen udnævne en regering, som Folketingets flertal var imod. I 1901 ændrede praksis sig i det, vi kalder systemskiftet: regeringen måtte ikke have et flertal i Folketinget imod sig. Det kaldes parlamentarisme (negativ parlamentarisme), og princippet blev skrevet ind i Grundloven i 1953.
Grundloven sikrede også frihedsrettigheder, rettigheder, som borgerne har over for staten:
Slesvig og Holsten var hertugdømmer under den danske konge. I Slesvig boede både dansk- og tysksindede. Striden om dem førte til to krige. I 1863 vedtog Danmark Novemberforfatningen, som bandt Slesvig tættere til Danmark. Bismarck, Preussens leder, ønskede krig om hertugdømmerne, og Novemberforfatningen blev anledningen. Preussen og Østrig angreb Danmark i 1864. Det var altså ikke kun dansk skyld.
Danmark var langt svagere. Den 18. april 1864 stormede preussiske tropper de danske skanser ved Dybbøl. I fredsaftalen i Wien (oktober 1864) måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg. Det var et stort tab for kongeriget. Landet under Kongeåen blev tysk i mere end 50 år. Kong Christian 9. var konge.
Nederlaget prægede Danmark længe. Efter 1864 blev Danmark en lille stat, og man talte om at udvikle landet indadtil.
Tyskland tabte 1. verdenskrig, og de sejrende magter bestemte, at befolkningen i Slesvig skulle stemme om, hvor grænsen skulle gå. Der blev holdt folkeafstemninger i to zoner:
Det kaldes genforeningen. Det var Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland), ikke hele Slesvig, der kom tilbage. Grænsen fra 1920 gælder stadig. Både nord og syd for den bor der mindretal: danskere i Sydslesvig og tysksindede i Sønderjylland.
Fem rigtige i træk, så er niveauet klaret.
0 af 5 i træk