Fra håndværk til fabrik. Hvordan dampmaskiner, jernbaner, andelsmejerier og arbejderbevægelsen forandrede Danmark i 1800-tallet.
Før industrialiseringen blev næsten alt lavet i hånden. En skomager lavede ét par sko ad gangen. Landmænd høstede med le og hestevogn. Med industrialiseringen kom maskiner og fabrikker, hvor mange arbejdere sammen kunne lave store mængder ens varer. Varerne blev billigere, men arbejdet og hverdagen ændrede sig for alle.
Det begyndte i England i slutningen af 1700-tallet. I Danmark kom det for alvor i 1800-tallet, især efter ca. 1850. Danmark var altså lidt sent ude.
Nogle af de vigtigste årstal. Husk dem som kæder: opfindelser først, så ændringer i samfundet.
Før dampmaskinen skulle en mølle ligge ved en å, eller man skulle bruge vindens kraft. Dampmaskinen bruger damp fra kogende vand til at skabe kraft, og man kan opstille den næsten hvor som helst. Den skotske opfinder James Watt forbedrede den (patent 1769), så den blev rigtig brugbar.
Dampmaskinen drev maskiner i fabrikkerne, dampskibe og lokomotiver. Dampmaskinen skulle bruge kul. Danmark har ikke selv kul og måtte importere det, især fra England.
Den første danske jernbane åbnede i 1847 mellem København og Roskilde. Siden kom der baner til hele landet. Toget kunne bringe varer og mennesker meget hurtigere og billigere end hest og vogn. Landbrugsvarer kunne komme hurtigt til havnene, og folk kunne rejse efter arbejde.
I 1870'erne kom der billigt korn fra bl.a. USA og Rusland til Europa. Det kunne ikke længere betale sig for danske landmænd at sælge korn. I stedet lagde de om til smør, flæsk og æg, som især blev sendt til England.
For at klare det gik landmændene sammen i andelsforeninger. Det første andelsmejeri åbnede i Hjedding i 1882. Landmændene ejede mejeriet sammen, og hver medlem havde én stemme, uanset hvor mange køer han havde. Senere kom andelsslagterier. Fælles maskiner (fx mælkeseparatoren) og fælles kvalitetskontrol gav dansk smør et godt ry.
Husk: Andelsbevægelsen er landmændenes bevægelse. Arbejderbevægelsen er arbejdernes. Det er ikke det samme.
Fabrikkerne lå i byerne og trak folk til. Mange flyttede fra land til by. Det hedder urbanisering. København voksede så meget, at voldene blev nedlagt fra 1850'erne, og nye bydele som Nørrebro og Vesterbro blev bygget.
Men boligerne kunne ikke følge med. Mange familier boede trangt i baggårde med dårlig luft og kun lidt rent vand. Sygdomme som kolera og tuberkulose bredte sig let. Samtidig voksede to nye grupper: arbejderklassen (lønnede arbejdere) og borgerskabet (fabriksejere, købmænd og andre med formue).
Arbejdsdagen på fabrikkerne var ofte 10–12 timer, seks dage om ugen, og lønnen var lav. Alene kunne en arbejder ikke kræve noget, for ejeren kunne bare ansætte en anden. Derfor gik arbejderne sammen i fagforeninger. I 1871 blev Socialdemokratiet dannet, bl.a. af Louis Pio, så arbejderne også fik en stemme i politik.
I 1899, efter en stor konflikt, blev Septemberforliget indgået. Arbejderne fik ret til at organisere sig, og arbejdsgiverne fik ret til at lede og fordele arbejdet. Siden aftaler fagforeninger og arbejdsgivere løn og vilkår i overenskomster. Det kaldes den danske model.
Børn var billig arbejdskraft og arbejdede på fabrikker, i butikker og på marken. De var ofte trætte og fik kun lidt tid til skole. Da man begyndte at kritisere det, kom den første danske fabrikslov i 1873. Den satte grænser for børns arbejde, og der blev oprettet et fabrikstilsyn til at kontrollere forholdene. Senere blev reglerne skærpet. I 1919 blev 8-timers arbejdsdagen aftalt.
Fem rigtige i træk, så er niveauet klaret.
0 af 5 i træk