Hvad er moms, hvad er indkomstskat, og hvad bruger vi pengene på? Her lærer du at regne på skat og forstå de forskellige velfærdsmodeller, uden at tage parti.
Mange ting kan vi kun få, hvis vi lægger penge sammen: veje, sygehuse, skoler, politi, brandvæsen. Skat er de penge, borgere og virksomheder betaler til stat, regioner og kommuner, så fællesskabet kan betale for de fælles opgaver.
Hvor meget skat, der er rigtigt, og hvad pengene skal bruges til, er noget, politikere og vælgere er uenige om. Her lærer du reglerne og begreberne, så du selv kan følge debatten.
Betales direkte af den, der tjener pengene. Eksempler: indkomstskat, selskabsskat.
Ligger i prisen på det, man køber. Eksempler: moms og afgifter på fx cigaretter og alkohol.
Indkomstskat trækkes af din løn, før du får den: Din bruttoløn er lønnen før skat, din nettoløn er det, du får udbetalt.
En afgift er en særlig skat på bestemte varer. En selskabsskat betaler virksomheder af deres overskud.
Moms lægges oven på prisen på de fleste varer og tjenester. Den er 25 % af prisen uden moms. Virksomheden opkræver den og sender den videre til staten.
Pris uden moms: 100 kr. Moms: 25 kr. Pris med moms: 125 kr.
Det betyder, at momsen udgør 20 % af prisen med moms (25 af 125). Det er lige præcis den fælde, mange falder i.
Indkomstskatten består af flere dele:
Procenterne og grænserne ændres fra år til år med politiske aftaler. Derfor regner vi her med runde, opdigtede tal.
Progressiv skat betyder, at skatteprocenten stiger, jo højere indkomst man har. Eksempel fra det opdigtede land Skatland: 10 % af de første 20.000 kr, og 30 % af resten. Hvis man tjener 30.000 kr:
Højeste procent gælder altså kun for den del over grænsen, ikke for hele lønnen. Hvis alle betaler samme procent uanset indkomst, kalder man det proportional skat (flad skat).
De, der har mest, kan bidrage mere uden at mangle nødvendige ting, og det giver mindre forskel mellem høje og lave indkomster.
Høj skat på de højeste indkomster kan gøre det mindre attraktivt at arbejde mere eller tjene mere, og man bør beholde mere af det, man selv tjener.
En overførselsindkomst er penge, staten udbetaler til borgere uden et arbejde til gengæld, fx SU, dagpenge, folkepension og kontanthjælp. Samlet kalder man alt det, samfundet sørger for, for velfærd, og landet, hvor det offentlige sørger for meget af det, en velfærdsstat.
Hvert år bestemmer Folketinget, hvor mange penge der skal bruges på hvad. Det står i finansloven.
Forskere deler ofte lande op i tre typer (idealtyper). Ingen land passer helt til én, men de hjælper os med at sammenligne.
Alle har ret til ydelserne som borger, betalt over skatten. Skatterne er høje, og det offentlige leverer meget. Ligner groft sagt mest: Danmark, Sverige, Norge.
Tilhængerne siger: Alle får tryghed og de samme muligheder. Kritikerne siger: Høje skatter og en stor stat begrænser den enkeltes valg.
Staten hjælper især dem med størst behov. De fleste køber selv forsikringer og løsninger på markedet. Skatterne er lavere. Ligner groft sagt mest: USA, Storbritannien.
Tilhængerne siger: Lavere skat og mere eget valg. Kritikerne siger: Dem uden råd kan stå svagt, hvis noget går galt.
Ydelser afhænger ofte af ens job og forsikring, og familien og kirke- eller foreningsliv spiller en stor rolle. Ligner groft sagt mest: Tyskland, Frankrig.
Tilhængerne siger: Man får det, man har betalt ind til. Kritikerne siger: Dem uden fast job eller familie kan få mindre.
Fem rigtige i træk, så er niveauet klaret.
0 af 5 i træk