Lektiehjælp uden skænderier

Aftal et fast, kort tidspunkt

De fleste skænderier om lektier handler egentlig om, hvornår de skal laves. Hvis det hver dag skal forhandles, ender det med en diskussion, før første opgave er åbnet. Aftal derfor et fast tidspunkt, og hold det: fx 20 minutter lige efter aftensmad, fire dage om ugen.

Hold det kort. Er sessionen planlagt til 15–20 minutter, kan alle holde ud. Så kan man også sige ja til at stoppe, når tiden er gået, selv om der er opgaver tilbage. Det er bedre at gøre lidt hver dag end meget en gang imellem.

Din rolle: stil spørgsmål, giv ikke svar

Det er svært, men det vigtigste: forældrens opgave er ikke at have svaret. Det er at hjælpe barnet med at finde det selv. Hver gang man giver et svar, lærer barnet, at man bare skal vente, til en voksen redder det.

Gode spørgsmål er korte og åbne:

• "Hvad står der, at du skal finde ud af?"
• "Hvad ved du allerede?"
• "Hvad har I lavet i timen om det her?"
• "Hvor gik du i stå?"

"Vis mig, hvordan du tænker"

Den sætning løser mange konflikter. Barnet skal ikke bevise, at svaret er rigtigt, men fortælle, hvad det gør. Ofte opdager barnet selv fejlen halvvejs: "Åh, jeg skulle jo gange først."

I eksemplet har du ikke sagt et eneste svar. Du har bare spurgt.

Hint før løsning

Når barnet sidder fast, så giv det mindste hint, der kan hjælpe. Tag så trappen op, indtil barnet kommer videre:

1. Et spørgsmål: "Hvad er det første, du skal regne ud?"
2. Et skub: "Tænk på rækkefølgen: hvad kommer først?"
3. Et lignende eksempel: "Prøv at se på det løste eksempel i bogen."
4. Først til sidst løsningen, og så bagefter en ny opgave af samme slags.

På Øverum er det bygget sådan: der er et hint, der peger, og en løsning, der viser trinene, og bagefter kommer en ny opgave af samme slags. Så løsningen bliver et skridt på vejen, ikke et sted at slutte.

Stop, mens det går godt

Hold ikke ved, fordi der er "lige én opgave mere". Er barnet lige kommet i gang og har fået tre rigtige, så er det et godt sted at stoppe. Næste gang starter det med en følelse af, at det kan. Stopper man i frustration, starter man næste gang i frustration.

"Jeg forstår det ikke" eller "jeg gider ikke"?

De ligner hinanden, men de skal behandles forskelligt.

• "Jeg forstår det ikke" er et fagligt problem. Spørg: "Hvad er det sidste, du forstod?" og gå et skridt tilbage derfra. Læs forklaringen igen, eller tag et lettere eksempel.
• "Jeg gider ikke" er ofte et spørgsmål om energi, lyst eller tryghed. Måske er barnet træt, sulten eller bange for at lave fejl. Giv en pause på fem minutter, drik noget, og start med en opgave, barnet er sikker på.

Er du i tvivl, så giv barnet en let opgave. Klarer det den uden problemer, er det sjældent det faglige, der er problemet.

Når du selv ikke kan stoffet

Det sker for alle forældre, og det er ikke et problem. Gør det til en fordel:

1. Læs forklaringen sammen. Åbn emnet på Øverum, og læs Lær-delen side om side. Den er skrevet til at forstå fra bunden.
2. Lad barnet være læreren. "Jeg har ikke fattet det her. Kan du forklare mig det?" Barnet lærer mest ved at forklare, og du får lov at stille helt ærlige spørgsmål.
3. Løs en opgave sammen, uden at nogen af jer kender svaret på forhånd. Det er helt fint at sige: "Jeg ved det ikke. Lad os finde ud af det."

Hvornår skal man tale med skolen?

Lektier er ikke altid problemet. Tag kontakt til læreren, hvis:

• lektierne i længere tid tager meget længere tid, end de bør, trods en fast rutine,
• barnet bliver ved med at stå fast på stof, I har prøvet at gennemgå flere gange,
• der er tegn på, at barnet er utrygt ved at gå i skole eller har det dårligt, når lektierne kommer frem,
• du er i tvivl om, hvad barnet faktisk skal kunne.

Skriv gerne konkret: "Vi har øvet brøker i tre uger, og hun har stadig svært ved at forkorte. Hvad ser I i timerne?" Så kan læreren svare på noget, og I får en fælles plan.

Ofte stillede spørgsmål